Marianne Neve blev så groft chikaneret af sin chef hos
IT-virksomheden Jubii, at hun til sidst gik ned med stress. Det er fire
år siden. For få måneder siden indgik hun forlig med Jubii og fik
200.000 kroner i erstatning.
Pengene er et plaster på såret til den tidligere servicemedarbejder,
der længe måtte finde sig i chikane fra chefens side.
Marianne Neve oplevede f. eks. gentagne gange at blive bagtalt af chefen,
blandt andet i form af personlige og sårende mails, der også blev sendt
til andre medarbejdere i firmaet.
Uforbeholden undskyldning
For to år siden omtalte Magasinet Penge sagen, og dengang ville ledelsen
i Jubii ikke udtale sig om sagen, fordi den stod for at komme i retten.
I dag er ledelsen klar med en uforbeholden undskyldning:
- Det er dybt beklageligt at sidde som administrerende direktør for
en virksomhed, som har ansvaret for, at et mennesker har følt sig
dårligt behandlet, og det har jeg undskyldt over for Marianne Neve,
siger Jubiis administrerende direktør Peter Lundsgaard og
fortsætter.
- Jeg har siddet to dage i retten og hørt på syv eller ni
vidneudsagn, og jeg har ikke grund til at tro, at de ikke taler sandt,
og derfor har vi også valgt at give positivt til genmæle og acceptere,
at sådan er tingene er foregået. Og det er dybt beklageligt, og det
undskylder jeg på Jubiis vegne.
Ingen undskyldning til Jens
Jens Dhamani har også oplevet arbejdsgiverens hetz. Han blev ansat til
en stilling som daglig leder af Vanløse Biograf ved København. Her
skulle han være med til at opbygge et nyt restaurant- og
biografkompleks, men drømmejobbet viste sig hurtigt at være et mareridt,
og chefens indstilling gjorde det absolut ikke nemt for Jens Dhamani.
- Allerede efter kort tid fik jeg ondt i maven, og så kiggede jeg
indad og tænkte, om jeg gjorde noget forkert.
Men selv om Jens Dhamani vurderede sin egen indsats med kritiske
briller, så fandt han ikke løsningen dér.
- Jeg vidste at jeg ikke var doven, at jeg ikke kunne nå at holde
frokost, og at jeg mødte tidligt, så i starten forsøgte jeg at sætte
tempoet op og knoklede løs, siger Jens Dhamani.
Da presset fortsatte, begyndte han at skrive sine arbejdstimer ned.
Chefens vredesudbrud blev værre og værre
- Lige pludselig blev det synligt, at jeg arbejdede alt for
meget, og da jeg så mine arbejdstider sort på hvidt, så kunne jeg jo se,
at det ikke hængte sammen, siger Jens Dhamani.
Og samtidig med arbejdsdage på 10, 12 eller 14 timer blev
chefens vredesudbrud stadig værre.
- Han kunne finde på at råbe, at det er kraftedeme også for dårligt,
og vi når ingenting. Og det på trods af, at jeg dagen før
havde arbejdet fra klokken syv morgen til halv ti om aftenen, fordi der
lige var kommet nogle møbler, der skulle samles aftenen før, siger Jens Dhamani.
Fik mavesår og stress
Til sidst blev presset for hårdt, og så gik det ud over helbredet. Jens
Dhamani fik mavesår, og til sidst sagde kroppen stop. Hos lægen var
diagnosen klar: Stress.
Jens Dhamani blev sygemeldt, og nu er han gået rettens vej for at få
erstatning. Magasinet Penge har været i kontakt med flere andre
tidligere ansatte, der fortæller enslydende historier om en arbejdsplads,
hvor arbejdstider ikke bliver respekteret, og hvor medarbejderne jævnligt
bliver overfuset i andres påhør.